BankNordik åbner dørene igen
Vi ønsker at passe godt på både vores kunder, medarbejdere og resten af Grønland. Siden 19. marts har vi derfor fulgt regeringens og sundhedsmyndighedernes anbefalinger og taget forskellige forholdsregler for at mindske smitterisikoen for COVID-19. Det har blandt andet betydet, at vi har valgt at lukke dørene i vores filial.
Nu glæder vi os over de seneste udmeldinger om en gradvis og forsigtig åbning af samfundet igen. Det betyder nemlig også, at vi fra mandag den 27. april vender tilbage til vores normale åbningstider, dog med nogle begrænsninger og med stort fokus på en ansvarlig adfærd, så vi fortsat kan minimere smitterisikoen for såvel kunder som medarbejdere.
Selvom vi er glade for at slå dørene op igen, så opfordrer vi dog til, at henvendelser i filialen begrænses så vidt muligt. Det vil sige, at vores kunder i størst muligt omfang bruger selvbetjeningsløsninger som Netbank, Mobilbank og pengeautomater samt afholder netmøder eller telefonmøder.
Møder som afholdes i filialen vil ske i overensstemmelse med sundhedsmyndighedernes anbefalinger om afstand, god hygiejne og hensigtsmæssig adfærd, og mødet skal være aftalt på forhånd.
Sådan benytter du banken bedst og mest sikkert:
- Bankens pengeautomater kan benyttes som hidtil
- Netbanken og Mobilbanken fungerer helt som de plejer
- Skal du have møde med banken? Så opfordrer vi til, at vi holder et netmøde. Du kan læse mere om, hvordan du holder møde med banken online her
- Du kan ringe til os på telefon 34 79 00 mandag til torsdag kl. 9.30-15.30 og fredag kl. 9.30-15
- Du kan kontakte din rådgiver som hidtil via netbanken, telefon eller mail
Vores hjemmeside og Facebook side bliver løbende opdateret, hvis der skulle ske ændringer i forhold til vores håndtering af situationen.
Vi ser frem til at mødes med vores kunder igen – sammen, men på behørig afstand og med sund fornuft.