Et budget ligger på et bord sammen med en kuglepen og en lommeregner

Tilfredsstillende resultat i tredje kvartal

BankNordik offentliggør i dag regnskabstallene for tredje kvartal 2024. Generelt var udviklingen tilfredsstillende med et resultat på 119 mio. kr. før skat, hvoraf den grønlandske del af forretningen bidrog med 32 mio. kr.

Driftsresultatet er forbedret i tredje kvartal sammenlignet med andet kvartal, og forretningen vokser, da både indlån og udlån er steget i tredje kvartal. Både erhvervskunder og privatkunder har det godt, hvilket resulterer i tilbageførsel af nedskrivninger igen i tredje kvartal. Afkastet på egenbeholdningen var også særdeles godt i tredje kvartal. Ledelsen forventer en fortsat positiv udvikling resten af året, og forventningerne til året er et nettoresultat efter skat på mellem 275 og 300 mio. kr.

”Renteniveauet er nu faldende, og markedet forventer endnu flere rentenedsættelser i den kommende periode. Det vil gøre det lettere for familier, som har mærket et økonomisk pres grundet rentestigninger de sidste par år. Men generelt har vores kunder det godt, og det afspejles i tilbageførte nedskrivninger i kvartalet”, siger Turið F. Arge, adm. direktør i BankNordik.

Stor interesse for at finde nyt navn til banken

BankNordik, som siden 2010 har været en betydelig aktør på det grønlandske marked, besluttede tidligere i år, at tiden var inde til at finde et nyt og lokalt forankret navn til forretningen i Grønland. Navneændringen skal understøtte ledelsens ønske om yderligere at styrke og udvide det i forvejen gode samarbejde med sine privat- og erhvervskunder i Grønland. I den forbindelse blev kunder og offentligheden generelt inviteret til at deltage i processen ved at indsende forslag til et nyt og unikt navn til banken. Det blev til flere end 3.000 navneforslag, og efter planen vil et udvalgt nyt navn blive afsløret inden årets udgang.
”Vi er både overvældede og taknemmelige for, at der er så mange, der har haft lyst til at skabe vores nye navn i Grønland sammen med os. Det er et engagement, der forpligter, og som vi vil arbejde ihærdigt for at leve op til i relationen med vores kunder og samfundet som helhed,” siger Turið F. Arge.

Regnskabet for tredje kvartal i hovedtræk

  • Resultatet før skat er 119 mio. kr.
  • Driftsresultatet før nedskrivninger er 66 mio. kr.
  • Tilbageførsel af nedskrivninger på udlån på 6 mio. kr.
  • Bankens udlån udgjorde 9,1 mia. kr.
  • Bankens realkreditlån udgjorde 2,6 mia. kr.
  • Bankens indlån udgjorde 9,4 mia. kr.
  • Solvens inkl. NEP-kapital er 37,9%
  • Ledelsen forventer et nettoresultat efter skat for 2024 i intervallet 275-300 mio.

Yderligere oplysninger

Turið F. Arge, administrerende direktør, tel: +298 230 678